Vanlife vol 1: Vi vover at drømme

Vanlife vol 2: Byggeproces og par-øvelse all in one

Her er det færdige meget opryddelige resultat af  fem dages intensivt arbejde -og en del forarbejde med rengøring mv. Da blogindlægget bliver lavet fra en skov i Tyskland er wifi-rimelig begrænset. Flere billeder vil følge, når vi rammer civilisationen.

Så stod vi der. Med en let skrammet institutions-bus med 9 sæder. Rimelig beskidt og rimelig langt væk fra drømmesynet i vores hoveder. Men vi havde satset og investeret i de næste mange sommerferier. Det føltes godt 🙏🏻 I alt fald 90% af tiden. Resten af tiden har jeg været lidt nervøs, om vi har truffet den rette beslutning. Men jeg har hele tiden forsøgt at fortælle mig selv, at drømme går ikke i opfyldelse af sig selv – og at jeg ikke kan tænke alt igennem. Så enten måtte vi springe ud i det og tage chancen – ellers stille os tilfredse med at stå på afsatsen og dagdrømme.

Indlægget nedenfor kan deles i to. Første del er meget praktisk orienteret – for dig, der er interesseret i vores fremgangsmåde. Sidste tredjedel handler om den personlige del af projektet – for det har ikke været smooth-van-love hele vejen.

Indretnings-overvejelser

Efter at have set 100 YouTube-videoer har vi lige så mange ideer til, hvad vi kan lave af løsninger. Men vi er også virkelig meget i tvivl, hvad der ville virke In Real life. Og da sommerferien står for døren, og tiden er begrænset har vi besluttet at bruge vores første ferie som en test. Bygge det mest nødvendige og ellers have alle YouTube-løsningerne i baghovedet undervejs og finde ud af, hvad der vil virker for os – og hvad der er besværet og pengene værd at bygge.

Her er en liste over det, vi har gjort:

Gulv:

Her har vi jævnet gulvets beslag-huller ud med træ-brikker og komme gulvtæppe på – hvilket giver en virkelig dejlig hjemlig følelse. D’s fætter er igang med at bygge hus om, så vi fik en rest af hans gulvtæppe.

Seng:

Største post på plads-budgettet er sengen. Her sætter bilens rammer – og vores krops længder – naturlige begrænsninger. Den kunne vende den på to måder – vi valgte den, der gav os en permanent seng – ikke en, der skal redes op hver aften. Det prøvede vi i NZ – not our thing.

Samtidig havde vi brug for en seng på 187 cm pga D’s højde. Løsningen blev at placerer den i vinduesrammen i cirka 75 centimeters højde bagerst ved bagdørene og laver den 120 cm bred. PS det kræver nogle heftige beslag – sengen skal jo bære små 150kg. Mederne under sengen er lavet af genbrugstræ fra et gammelt loft – igen et levn fra D’s fætters husprojekt.

Vi har købt en 12 cm Gold madras fra Jysk – de kan også fås fra Skumhuset til omkring 1500. Vores kostede 1300. Vi har skåret den til, så den ved fødder og hoved går ud over rammen og ind i vinduskarmen. Baggrunden for valget var simpelthen leveringstiden. Men madrassen er nu testet og den er 👌🏻

Her er vores fine køkken-møbel fra Reuse. D er ved at skære ud til gasblusset. Vi endte med at tage lågerne af og i stedet sætte skridsikre måtter ind, for at forhindre tingene i at skramle rundt og ryge ud ved opbremsninger.

Så er sagerne på plads i køkkenet. Det her var mandag klokken 21.30 – dag fire i projektet.

Køkken:

Vil vi have køkken indenfor eller bag i bilen? Eller skal vi have en skinne, så vi kan gøre begge dele? Igen – vi er i tvivl. Derfor tog vi på Reuse i Aarhus, fandt et gammelt møbel, der passede under sengen og i højden – og byggede et lille test-udtræks-køkken ud af det. Ikke på skinner men med ben, så den kan trækkes ud bag til – den ene side støttes på bilen, den anden har ben. Men det kan også trækkes ind, så vi kan sidde indenfor og lave kaffe, hvis det regner. Vi skar en hylde ud og har integreret et gas-blus i det (husk gas-alarm, hvis I vil gøre os kunsten efter). Vi har en 40 liters kompressions-køleskab, som kan køre både på gas og strøm.

Strøm:

Vores bil er “født med” to batterier. Et til at få bilen til at køre, og et der forsyner pærer etc. Vi har kigget på større og bedre litium-batterier OG solceller – og det er klart løsningen på længere sigt. Men denne gang kører vi med det, vi har + et ekstra bil-batteri + en 60 w solcelle. D har derudover sat et aux-stik i radioen – lyder måske let – det er det ikke. Han har også udskiftet bilens egen lamper med bedre LED-lys, gjort så de ikke slukker automatisk men kan tændes på en knap – og installeret knapperne 😉 Hvilket betyder, at ham har trukket ledninger rundt, så bilen er klar til et større set-up af batterier. Han har også trukket strøm til USB-udtag til mobiloplader ved sengen. Og lavet et hovedpanel – jeg forsøger at tage lidt billeder af det hele. Vi har ikke installeret solcellerne på taget endnu, men bærer dem ud, når vi har pause.

Skodder:

For privatlivets skyld – og for ikke at blive vækket af morgensolen – har vi lavet skodder. Det er genbrugs-massonit -aka bagsiden af gamle skab, vi fandt på Reuse og noget vi samlede op, som stod til storskrald. Vi har tegnet formen på vinduerne af – overraskende nok er alle vinduerne forskellige 🙄 – og beklædt dem med et stykke blå stof, jeg har liggende med hjælp fra en masse tekstil-lim. Overraskende pæn og funktionel løsning!

Gardin og puder:

Ja… det er jo mig, der står for æstetikken. Så jeg har købt stof i Stof og Stil til 50 kr meteren, for at dække af for køkken og køleboks indefra. Jeg har delt forhænget i to for at høre det lettere at komme til. Helt lavpraktisk er stoffet lagt op, der er syet en løbegang, trukket en elastik igennem og hængt det op på to kroger. Og syet en pude til, for at få udtrykket til at hænge sammen 😉

Møbler:

Vi har to campingstole med fra tidligere og så har vi lavet et bord – igen af genbrugsmaterialer fra Reuse. Sidstnævnte forsynede os også med vores improviserede bænk – dvs en hvid kubrik-reol, som vi har sat flet-kasser i. Perfekt til ting, vi skal kunne komme til hele tiden. Ellers har vi pakket vores ting i store plast-kasser fra Bauhaus. Ikke så smukt – men meget let at komme til.

Andre overvejelser:

Vi vil klart gerne have en vask og måske et solsejl eller en markise. Vi har ikke helt kunne løse de to udfordringer endnu selv – trods forsøg. Så det bliver noget, vi overvejer på rejsen.

Se lige den handy-mand. Kan man ønske sig mere? Måske ikke, men derfor kan det godt være svært at bygge en van sammen 😉

Let’s get personale…

Her følger så de mere personlige aspekter af bygge-procesen. Og den par-øvelse det altid er at kaste sig ud i den slags. I alt fald for os 🙏🏼

Arbejdsfordeling – når en handymand møder en ikke så handy-kvinde

En ting er at satse på en drøm – noget andet er at gøre det. Og arbejde for den. Også selvom du ikke har prøvet det før. Personligt var jeg oprindeligt mere til en “færdig” løsning aka en bil, hvor flere ting var installeret. Primært fordi, at jeg ikke kunne overskue strøm etc og langt fra er så handy som D. Hele D’s familie har hænderne godt skruet på – så de har det i blodet. Min familie – not so much. Men Ford’en var et bedre køb – og det var grundlaget for, at drømmen skal fungere. Så Ford’en det blev.

Nu har D og jeg lagt gulv, malet, tapetseret ect. før – så gør-det-selv er ikke fremmet for os. Men da jeg ikke kan lære strøm fra den ene dag til den anden har jeg måtte påtage mig andre opgaver. Og ikke mindst finde mig i, at jeg for en gangs skyld ikke kan føre an, når ting skal gøres (dyb indånding).

Opgavefordelingen har derfor været, at D fører an – og jeg gør alt hvad jeg kan i forhold til rengøring af bil, brugte møbler, gardiner, skodder, lakere bordplade, lave mad, pakke køkkenting etc. etc… og holde ting. Og hente ting.

Ikke kun fun and dreams

Og der har været fantastiske lykkestunder – som da vi lå i sengen første gange og kunne føle eventyret. Eller da vi havde fået gulvtæppet i og følte hele bilen skifte karakter! Men jeg har også været nødt til at gå flere ture, for at få luft.

Fx er D tidsoptimist og jeg er kontrol-freak. Det er en farlig kombi. Da vi ikke har bygget en van før, kan jeg selvsagt ikke kræve, at D ved præcis, hvor lang tid de forskellige delelementer tager. Alligevel er jeg ikke god til at håndtere, at vores tidsplan skrider. Vores afrejse skulle fx egentlig være mandag – men vi forlod først landet onsdag. Hver gang vores rejse blev udsat var jeg nødt til at gå en “rask tur” i vores nabolag for at lade frustrationerne få luft – og ikke servere dem i hovedet på Dennis 😑 Og nogle gange endte de også i hovedet på ham.

Så vær opmærksom på jeres styrker og svagheder i projektet. Og beregn ekstra tid – eller lad være med at have så skarp en bagkant, som vi har haft. Medmindre du også er god til at skyde deadlines.

Hep på hinanden

En anden udfordring er, at jeg udover ikke at forstå mig på strøm eller save eller at lodde ting – og heller ikke finder det så interessant 😉 Alligevel har det været vigtigt at tage del i hinandens sejre og heppe på hinanden undervejs. Så når D har udrettet noget, og vil fortælle mig om det – og jeg ikke fatter en dyt af det – så har jeg forsøgt at forstå, lyttet og opmuntre. At det ikke err lykkedes hver gang er så en anden sag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vanlife vol 1: Vi vover at drømme