Er baby for lille? Bekymring og moderkærlighed starter allerede i maven

I sidste uge fik vi en forskrækkelse. Vi troede, Peanut måske var lidt lille af sin alder, hvilket satte gang i et sneskred af følelse. 

Fredag den 1. november var jeg til uge 38 undersøgelse hos jordmoderen. Jeg er taget alene afsted, da det er rart at kunne tale med jordmoderen om kvinde-issues (vi prøver stadig at bevare lidt af magien.. det går nok over til fødselen). Men denne gang tog tingene en drejning. Jeg var inde ved en jordmoder, jeg ikke kendte, og hun syntes måske, at Peanut mærkedes lidt lille. Og det gjorde hendes kollega også. De sendte mig ind til deres koordinator, og hun var enig. I stedet for +3400 gram, hvilket er gennemsnittet for uge 39, vurderede de ham til 2600 gram. Så jeg skal til ekstra scanning og undersøgelse, for at se, om alt er, som det skal være. Om han bare er lidt lille eller om der er noget galt med “forsyningsvejene”. Der er to scenarier: han er helt ok,  og vi fortsætter graviditeten som normalt – eller han tager ikke nok på, så vi skal sættes igang.

Jeg vil gerne understrege, at de alle var virkelig søde og gode til at forsikre mig om, at det her bare er for at gå med livrem og seler, fordi både hjertelyd og bevægelse er i top. At risikoen var utrolig lille – og selv i det tilfælde til at håndtere. Det dumme var så, at jeg ikke gav dem nogen anledning til at tro, at jeg ikke var cool med situationen. Da jordmoderen til sidst sagde, at jeg ikke måtte bekymre mig weekenden over, tror jeg ligefrem, at sætningen: “den slags bekymre jeg mig ikke om – jeg ved, at I har styr på det” kom ud af min mund. Hvordan kan man være så dum?

Hulk hulk og dårlig samvittighed

Da jeg så stod i november-blæsten udenfor og langsomt påbegyndte den ene kilometer hjem, begyndte jeg at græde. Store helt-ned-fra-maven-snot-hulk og at holde om maven, som var det min ynglings basketball (hvilket den selvfølgelig også er). Og så ringede jeg til Dennis. Som hentede mig – ja han smed faktisk bilen ind i en buslomme og løb mig i møde i bedste film-stil mens jeg stod der med snot i hele fjæset.  

Irrationel dårlig samvittighed skyllede ind over mig. Over om jeg skulle have været mere opmærksom. Spist mere. Ikke haft så sindssygt ondt af mig selv og mine dårlige nætter og kvalme –  men i stedet fokuseret på Peanut, og at HAN har brug for, at jeg spiser og holder ud. For hvis Peanut ikke har det godt, så er alt andet jo ligemeget. Det give måske ikke mening for udenforstående, men jeg har aldrig følt den form for fysisk skyld. Og en skyld, som jeg rationelt godt kan forholde mig til ikke giver mening – jeg gør alt, hvad jeg kan. Men som alligevel hamrer i mit system. Aldrig følt mig så villig til at tilsidesætte mine egne behov for et andet væsen. 

Moderfølelser, jeg ikke vidste, jeg havde

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg aldrig har været typen, der har haft 100 procent lyst til at blive gravid. Jeg vil gerne have børn, men det romantiske billede af at bære rundt på et i 9 måneder har ikke sagt mig så meget. Faktisk har jeg ofte været i tvivl om, hvorvidt jeg vil blive en god mor, når jeg har haft det sådan. OM det der moderinstinkt nogensinde ville komme til mig.

MEN jeg skal da nok have lov til at sige, at kærligheden til Peanut og hans små spark kommer bag på mig (det kan virke åndsvagt, men det ER altså kommet bag på mig). At føle sig forbundet til en lille størrelse, som jeg ikke engang kender. De sidste mange måneder, har jeg talt til ham. Når jeg fx var ude at løbe, eller når han sparker lidt ekstra. Og en oplevelse som det her forstærker det hele. Så sidder du derude og er bange for, om du nogensinde får den der mor-far-følelse, så er mit råd: Don’t worry. Du bliver åbnebart forældre allerede inden, de kommer ud.

Alt er ok

I dag har vi så været afsted. Igen bliver vi mødt af det sødeste personale på Skejby Sygehus. Og han er okay. Og helt som han skal være. 3200 gram og gang i ham. Jeg tudede, da jeg hørte det og hans lille hjertelyd. Og da jeg kom hjem sov jeg tre timer af bare udmattelse. Hvis mine følelser var et par sko, så ville de virkelig trænge til nye hæle på nuværende tidspunkt. Men alt er okay. Nu skal vi bare vente.