At overleve eller at leve – tanker fra en småbørnsfamilie

To fuldtidsjobs. En have, der ikke skal gro til. Et hus, der skal vedligeholdes. Et barn der skal ses, elskes og leges med. Kan den kabale gå op? Og selv hvis den gør – er det så det gode liv? Eller er det ren overlevelse? 

Vi er nu små fire måneder inde i livet som småbørnsfamilie med fuldtidsjobs, vuggestue-ræs, madpakker etc. På kort tid er vores liv blevet mere struktureret end det har været i de otte år, Dennis og jeg har været kærester. Og det er der rigtig mange gode ting ved. Fx er vi blevet langt bedre til at planlægge alt fra madpakker til rengøring og gaveindkøb.

Men hverdagen føles også enormt skrøbelig. Hver dag er en dans på en tynd tråd. Nogle dage når vi fint over på den anden side. Andre gange bringer en dårlig nats søvn, arbejdspres eller for sen afhentning i vuggestuen, os ud af balance. Og den velkoordinerede hverdag falder. Og med den også smilene og kyssene til hinanden, overskuddet til at læse “Plets fødselsdag” med Holger og bare energien til at gøre nogle af de små ting, som giver livet værdi.

 

“Det er jo det, man gør”

Derfor har Dennis og jeg netop nu mange diskussioner (læs: de er ikke alle lige hyggelige men også rimelig intense) om, hvad det gode liv er. For os. For svaret er ikke ens for alle. Vi har fx i årevis talt om en ombygning af huset med tilhørende flere kvadratmeter – jo flere, jo bedre har altid været vores princip. Men er det der, lykken ligger for to mennesker, som elsker frihed og at rejse gerne mere end 3 uger om året? I et lån, der kan tvinge os endnu dybere ind i den rutine, der nogle gange føles som et kapløb, der ikke kan vindes? Måske 🤷🏻‍♀️ Men lige nu har vi enorm stor økonomisk frihed – og den er svær at opgive.

Men samtidig overvejer vi også, om vi skal stoppe op og delvist træde ud af kapløbet – eller i alt fald sætte nye mål. På en eller anden måde. En ting er sikkert og det er, at vi har brug for mere mening i hverdagen. Og måske er det en ombygning. Dog en langt mindre en af slagen end vi tidligere har talt om. Eller at en af os går på deltid. Eller at vi skal rejse et år med Holger i Peanutexpressen. Ellers føles hverdagen som et forhindringsløb, som vi ikke selv har skrevet os op til – men som vi bare udføre bevidstløst, fordi vi føler at “det er det, man gør”. Det er vores opgave, at finde ud af, hvad meningen med det hele er for os.

 

Vi kan ikke få det hele

Samtidig går det mere og mere op for mig, at jeg i en lang række år har levet i den vildfarelse, at jeg – for at bruge et reklameslogan, der opsummerer tidsånden har – “ret til et fedt køkken”. Og til at rejse to gange om året. Og have en karriere på fuldtid. Og løbe tre gange om ugen. Og have et rent hus. Og en have, hvor græsplænen aldrig har mælkebøtter.

Men det har jeg ikke. Faktisk er den opfattelse rigtig skadelig for mig, fordi den er et uopnåeligt ideal. I alt fald når vi ikke har penge til rengøringshjælp, havemand og uendelige rejser. Derfor må der prioriteres. Og det er ikke let. Eller sjovt. Især ikke i Instagram-tidsalderen, hvor der virker som om at alle andre har det hele.

 

Vi har selv ansvaret

Til gengæld er Dennis og jeg også enige om, at vi har et valg. At vi ikke bare kan læne os tilbage og fralægge os ansvaret. Ingen siger, at vi skal have gulvarme og to toiletter – det KAN faktisk lade sig gøre at leve uden. Det har vi gjort i 8 år.

Og der er alternativer. Vi kunne vælge at sælge vores hus og købe et landsted et sted, hvor priserne er lavere end 3 kilometer fra Aarhus centrum. Og så er der råd til at gå på deltid eller at en af os ikke arbejder. Det ER også en mulighed. Det ville helt sikkert frigive masser af tid til Holger og familien som helhed – hvilket er noget af det, vi savner. Vi har ikke overvejet det før. Men det gør vi nu.

 

Vi står i et vadested

Vi er ikke i mål med en beslutning endnu. Og hvem ved – måske bliver det en kombination af flere ting. Måske bliver vi bare bedre til at spænde livremmen ind i det daglige, rejse mindre og på den måde kan vi finansiere en mere rummelig hverdag og måske en mindre tilbygning. Nu må vi se.

Indtil videre vil i fortsætte med at snakke.

Men det var godt at skrive tankerne ned. Håber andre kan få gavn af dem.