Min fødselsberetning – den ucensurerede udgave

Advarsel – nedenstående er ikke for sarte sjæle. Du skal både kunne klare opkast og blodsprøjt. Just saying. Vil du springe al fødsel over og kun læse om mine eftertanker og den sygdom, jeg er endt med, så scroll ned til sidste afsnit.

Den søde ventetid… not

“9 timer. Så lang tid har du i snit veer inden du går i aktiv fødsel ifølge Google”. Screw Google! Mine veer begyndte natten mellem den 14. og 15. november. “Dennis pak tasken – inden midnat er Peanut her” sagde jeg den 15 om morgenen. Her var der 5 min og 30 sekunder mellem veerne. Og jeg kastede op og min mave var ikke på højkant (læs diarre). Faktisk var det lidt som Roskildesyge – men jeg troede bare, at det var fordi vi nærmede os fødslen (det var det ikke.. cliffhanger). Så ja jeg ville gerne snart igang. 

Fredag aften var der stadig samme tid mellem veerne, så ingen fødsel til os. Og same shit lørdag morgen. På det tidspunkt har jeg timet over 24 timers (se screenshot) og haft “Roskildesyge” i to dage. 

Den stille panik

“Jeg skal aldrig være gravid igen”.. sætningen lød flere gange lørdag. Alt fra sodavandsis til proteinshake røg op igen. Langsomt blev jeg en smule panikslagen over at skulle igennem en fødsel og være total afkræftet. Jeg har altid været okay med tanken om at føde – men i den forestilling har jeg taget udgangspunkt i, at jeg ville være “mig selv” – ikke en afkræftet skygge.

Verdens bedste jordmoder og panik

Lørdag aften kører vi på fødegangen. Jeg har brug for at høre, at vi nærmer os. Vi bliver mødt af mit nye idol – jordmoder Cathrine med en stemme og personlighed så rolig som en blikstille skovsø. Jeg følte mig så tryg. Rummet midt i al min panik. Status: Jeg var ikke i aktiv fødsel – men 3 cm åben. Og da jeg havde haft veer i +30 timer, får vi en stue. Jeg får også seks bistik og akupunktur mod smerten. 

Jeg kan ikke…

Mine veer tager nu til. Og hver af dem er ledsaget af panik og udmattelse. Selvom D hjælper mig, er klappen ved at gå ned. Flere gange ryster jeg på hovedet og siger: “Jeg kan ikke. Jeg kan ikke”. Aldrig har jeg stået overfor noget uundgåeligt og følt mig så magtesløs. For du kan jo ikke stoppe en fødsel.

Min egen mental pep-talk 

Verdens bedste jordmoder Cathrine tager en beslutning. Giver mig noget morfin. Putter mig og D. Får os til at slukke mobilerne. “Du skal samle kræfter, så du har brug for hvile”. Og der ligger vi så i små tre timer. 

Her går det op for mig, at jeg må gøre noget. Nu. Det her er mit “job”. Og jeg må finde en måde at komme igennem det på. Så jeg begynder at tale til mig selv. Eller hviske – men jeg siger ordene højt hver gang, jeg får en ve: “Du kan klare det her. Du har øvet dig. Træk vejret. Jo mere ondt, det gør, jo tættere er vi på. Det er godt. Det her er for Peanut. Du er bygget til at klare det her – kvinder har gjort det altid. You got this.” Langsomt får jeg mobiliseret en styrke og tro på mig selv. Jeg kan være i smerten. Og efter tre timer kalder vi på Cathrine, fordi jeg får pressetrang.

Så går det stærkt

Woooow er 7 cm åben og Cathrine stikker mig en filur-is og siger, at hun tænker badekar – og at vi kan lave en plan, mens jeg ligger i det! Hun skal bare lige måle Peanuts puls, mens jeg har en ve. YES… når jeg at tænke inden filur-isen vil ud af mit system igen via opkast. Cathrine følger med mig (jep mens jeg kaster op) og måler en anden ve. De kommer hurtigt nu. Og så sker der noget. Midt i min opkast får Cathrine sagt – “Signe – jeg tror, det skal gå lidt hurtigere end først planlagt. Kom ind på briksen” Og med et halvt øre opfanger jeg, at hun tilkalder tre kollegaer. 

Fødsel – here we go

Hun får mig op på briksen på alle fire. Iltmaske og bar numse… jeg når at tænke, at nu får D da virkelig syn for sagen. Pludselig er der seks mennesker på stuen. Mine veer er så tæt sammen nu, at jeg lidt opfanger det hele, som var jeg under vand. De sætter en elektrode på Peanuts hoved som bekræfter, at hver gang jeg har veer, får han meget lidt ilt. Og nu gør det ondt. Jeg skriger ind i den forbandede iltmaske, som er klaustrofobisk at trække vejret igennem. Men jeg kan høre, at Peanut får mere ilt, når jeg har den på. Så på bliver den. 

Så er det om på ryggen, benene op i bøjlerne (ps havde uldsokker på under HELE fødslen). Jeg får en sprøjte med noget, der viser sig at være ve-hæmmer. Da Peanuts puls falder ved hver ve, er de bange for, at han ikke får ilt. Så jeg må bare få ham ud uden hjælp af veer…. Jep it was all me. Og en sugekop.

Nu er det nu “vikinge-power” 

“Hagen ned, hold luften inde og pres.” Sugekoppen ryger af fire gange, og ind imellem hører jeg en der siger “Der er grønt fostervand. Grønt fostervand”. Selvom jeg ikke kan huske præcis, hvad det betyder, så ved jeg, at det ikke er godt. Samtidig fornemmer jeg, at nu er det nu… ellers vil alle de mennesker, der står omkring mig måske snart tage andre midler i brug. Så jeg finder den der ur-kraft, som alle taler om – og han bliver født. Og jeg græder. Men nu er det endorfiner og rar udmattelse, der strømmer igennem min krop.

Jeg når dog ikke at holde ham, da han kommer på neonental børneafsnit med det samme. Og der går tre timer, før jeg ser ham – skulle lige dejse om på toilettet inden – you know me 😉 Men Dennis sendte mig billeder af, at han sidder med ham. Mens jeg for første gang i tre måneder har lyst til en form for føde – nemlig saftevand.

Efterfølgende kommer læger og sygeplejersker op og spørger, om jeg er okay. Flere af dem har mørke fregner i ansigtet. Det er så blodsprøjt. Fra mig (synkebevægelse). Men jeg var okay. For selvom fødslen klart er de mest voldsomme 15 minutter i mit liv, var jeg slet ikke i tvivl om, at personalet på Skejby vidste, hvad de gjorde. Jeg var helt tryg hele vejen.

Sygdoms-efterspil – kronisk tarmsygdom

Efter så mange dages “Roskildesyge” + en fødsel var min krop presset for al energi. Jeg tabte mig 4 kilo og havde så ondt, at jeg ikke kunne løfte Peanut – og han kunne ikke ligge på min mave, når jeg skulle amme. På sygehuset måtte D derfor gøre alt for mig. Hver gang jeg rejste mig følte jeg, at alle mine organer ramlede sammen. At jeg overhovedet kunne producere mælk er lidt af et mirakel. 

Lægerne begynder at spørge ind til min graviditet, de sidste dages “Roskildesyge og et hospitalsophold, da vi boede i Hong Kong, hvor det også var min mave, der gjorde ondt. Blodprøver, afføringsprøver, CT-scanning og til sidst en koloskopi aka. kikkertundersøgelse af min tyktarm. Og sørme så om jeg ikke har en tarmsygdom i fuldt flor (jeg så filmen fra tarmen – av av jeg kan godt forstå, det gjorde ondt). Og den har jeg haft længe. Diagnosen er ikke endelig endnu, men de er 99% sikker på, at jeg har Colitis Ulcerosa i stadie to aka. blødende tyktarmsbetændelse. En kronisk sygdom, som jeg skal medicineres for i en årrække – MEN som jeg kan være heldig ikke at skulle bøvle så meget med, hvis ellers jeg lever sundt. Og selv hvis jeg skulle få anfald igen, så kender jeg nu symptomerne og kan reagere lang tid forinden. 

Eftertanker – om at stole på sig selv

Det kan lyde mærkeligt, men det var faktisk en lettelse at få en forklaring på, hvorfor jeg har haft det så skidt især i 3. trimester. Og at det ikke var normalt. Eller mig, der var pivet. Det, der kan skræmme mig, er, at jeg åbenbart ikke stoler nok på mig selv og det, jeg har mærket hele tiden: at jeg har haft det virkelig dårligt. I stedet har jeg skældt ud på mig selv. Slået mig selv oveni hovedet og krævet, at jeg “tog mig sammen”. Når det, jeg skulle have gjort, var at lytte til min krop og stole på, at sådan skal en graviditet ikke føles. Men igen – jeg har jo aldrig været gravid før… så det er svært, når du ikke har noget at sammenligne med.

En sidste ting er, att jeg er lykkelig for at bo i Danmark og have adgang til det danske sygehussystem.  Jeg vil gerne rose den behandling, som vi fik igennem hele processen på Skejby. Dygtige mennesker og varme kærlige hænder hele vejen rundt. Tak fordi I gjorde en svær tid lettere.