Sandheden om 3. trimester

Livet på barsel er ikke helt, som jeg havde forestillet mig… og jeg ser bestemt ikke sådan her ud hver dag. 

Sådan troede jeg, 3. trimester var:

En kvinde i sit rette element. Frodige og kvindelige former – sexet på den der ur-kvinde-artige måde. Jeg så mig selv gå rundt i en blomstret kjole med løsthængende hår og bare tæer (ja ja i oktober). Med den der glød….mens jeg lægger børnetøj sammen, bager spelt-boller til fryseren, laver marmelade, besøger markedet på Ingerslevs Boulevard og læser kloge bøger, som jeg altid gerne har ville igang med. D er den perfekte støtte – og lægger dagligt hænderne ømt om min mave mens han kigger beundrende på mig og det vidunder, jeg er. Kvinden han elsker. Igang med livets mirakel.

Sådan er det, det meste af tiden:

Jeg føler mig som en pensioneret elefant. Tung, øm, ude af stand til at finde mig til rette nogen steder – og et eller andet har sat sig fast i min venstre balle. Al bevægelse ligner en vralten og ledsages af lyden orrhhh… Uniformen består af natbukser med meget løs elastik. De er trukket godt ned (ikke på den frække måde), så elastikken ikke strammer – så føles de bedst. Og en gammel t-shirt. Håret sidder i en knold – men det er heldigvis så fedtet, at det ikke falder ned. Mine dage går med at gå på toilettet. Og gå på toilettet igen. Og se Den store Bagedyst. Spise og drikke masser af vand – selvom jeg ikke har lyst – og ligge stille med kvalme og være træt af mig selv og alt det, jeg ikke når. Og D. Jo jo han ser da på mig på en helt særlig måde…. men i stedet for “beundring” siger hans øjne mere: “Hvem er du, og hvad har du gjort af den kvinde, jeg var forelsket i – og kommer hun tilbage??”

Okay, okay lidt karikeret – men I forstår. Jeg ved ikke hvor dælen, jeg har fået de idylliske billeder ind i hovedet omkring 3. trimester som gravid! Men kommer jeg i tanke om det, så sagsøger jeg dem for falsk markedsføring – for mig er 3. trimester en rimelig blandet fornøjelse af lys og mørke. Det går dog faktisk bedre for tiden – både på helbredsfronten og mentalt – og jeg har også indset, at der en mening med galskaben.

Jeg savner mig selv

Præcis ligesom D, så savner jeg dog mig selv. Den energiske fanden-i-voldske-mig med appetit på alt – der bare kan mase igennem og presse mig selv til det yderste. Pt falder jeg i søvn midt i en dynge vasketøj med min nederdel halvt på. Det er der, vi er. Og jeg har jeg ikke lyst til noget som helst. Selvom jeg fortæller mig selv, at jeg må få alt – sushi, en tur til Vejlefjord, alverdens bland selv slik – så har jeg ingen appetit. Jeg var selv mister lysten til CROISSANTER!! Og orker meget få menneskers selskab – især fremmede, som jeg skal smalltalke med. Og store grupper af mennesker, det larmer (jøsses jeg lyder gammel).

Accept af, at tingene skifter tempo

Men det må være en form for transit-fase det her. Hvor ideen er, at jeg netop skal lære, at jeg ikke kan kontrollere eller to-do-liste mig ud af alt. Og at min energi og prioritering vil ændre sig. Baby Peanut er nemlig allerede – som det ses af ovenstående – fuldstændig ligeglad med mine planer. Jeg kan ligeså godt vænne mig til det.

Det er også blevet bedre over de sidste par uger – i takt med at min krop også har det bedre. Jeg forsøger at acceptere tingenes tilstand, og at det handler om at lade op til baby ankommer. Samtidig prøver jeg at fokusere, at hver ting jer når er optur! Jeg har en målsætning om at nå en ting om dagen – i stedet for hele listen. Og al rengøring er suspenderet. Gider ikke bruge mine få kræfter på at holde nullermændene i skak. Jeg har også indset at en daglig lur er en god ting.

Vi er blevet tættere

Med min “overgivelse” og accept har også bragt mig tættere på D. På mange måder. Fordi det giver mere plads til ham på steder, hvor jeg før har fyldt det meste, og fordi jeg har så uendelig meget brug for ham lige nu. Ikke alene hjælper han mig med alt fra at tage sokker på til at lave aftensmaden færdig, når jeg rammes af træthed. Vi er også nød til at koordinere meget mere end tidligere. Og det kræver overgivelse fra mig og max step-up og ansvarsfølelse hos ham.

Jo der er grænseoverskridende elementer som handler om at snakke fødsel, blod etc. Men selv det bringer en ny form for nærhed med sig.

Shit – det sker virkeligt!!

SIDST men ikke mindst fylder tankerne omkring, hvordan Peanut mon bliver mere og mere. Og ser ud. Har trawlet gamle billeder af D, for at få nogle ideer. Gad vide om han får hans krøller og mørke øjne? Og selvom hans “spark” føles og ser mere alien-artige ud end nogensinde, så er det også vildt at mærke, at han vokser. Og er en rigtig lille baby nu på 2,5 kilo. Det kan måske lyde mærkeligt, men selvom jeg har båret rundt på ham i 8. måneder – så rammes jeg STADIG af den der “shit – jeg skal være nogens mor”-følelse. Når jeg ser kvinder med barnevogne, så fatter jeg ikke, at det snart er mig.

Og så tænker jeg på, hvordan jeg mon bliver som mor, og hvordan D bliver som far… det er sku et helt indlæg for sig. For også her er der blandede følelser af frygt for at præstere og elske sit barn ud over alle grænser. Det føler jeg allerede, st jeg gør – men hvordan bliver det, når han er her? Well mere om det en anden gang. Over and out herfra folkens 😘