(Små)kager du kan bage direkte fra frys

Barsellivet – the dark side

Fra familielykke og fantastiske sunder med baby til max udmattelse, sort humør og dårlig samvittighed over 1000 ting. Barselslivet er en bølgegang af følelser, der i sandhed går op og ned. Og som ”sidste søm i kisten” er der ikke udsigt til at vi bliver udhvilede de næste par år. Nedenfor lukker jeg lidt frustrationer ud – med håbet om, at andre mødre derude om ikke andet så kan føle, at de ikke er alene med deres følelser.

Polært liv – fra overskuds-husmor til zombi

For mig er den største udfordring ved barslen, at mit overskud svinger så meget. Den ene dag bager jeg tærter, holder møde nede i byen, står klar med smoothie, når D kommer hjem og synger sange med Holger. Den næste er jeg en levende død, der græder midt i, at jeg laver salat til aftensmaden, fordi jeg bare ikke kan overskue noget som helst.

Problemet er selvsagt, at ”de gode dage” bliver den standard, jeg måler alt ud fra. Så de dårlige dage føles ekstra elendige. Og jeg har så svært ved at give mig selv lov til at sove – fordi jeg samtidig gerne vil have ting gjort. Resultatet af at lave noget i stedet for at sove, er dog oftest, at jeg bliver super gnaven ud på aftenen… og så kan det ligesom være ligemeget om jeg fik tømt den opvaskemaskine og bagt småkager, hvis jeg alligevel ender med at være gnaven.

Stress over alt det jeg KUNNE lave

Samtidig har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke laver nogle bedre ting, der kan gøre mig klogere og ”optimere” mig under barslen – alla i stedet for at se Netflix og lytte til en podcast burde jeg læse en vigtig bog, se en dokumentar eller komme i gang med den ansøgning til kommunen omkring vores overetage. For slet ikke at tale om, hvorvidt jeg gør det for Holger, som jeg burde – ligger han nu nok på maven? Stimulerer jeg ham nok?

Generelt får jeg vist skældt en del ud på mig selv. Og det på trods af, at den rationelle del af min hjerne godt ved, at det at være på barsel ER et fuldtidsjob! Og at min hjerne ER træt og ikke kan kapere dybsindige bøger hele tiden, men skal have ”Den store bagedyst” nogle gange. Og at Holger HAR det fint og ER en glad dreng – også selvom han måske ikke ligger nok på maven.

Rod, brok og en røv limet til sofaen

Selvom jeg har været god til at komme ud til aftaler og tage ned i byen, så føler jeg stadig, at min røv har lavet et permanent aftryk i sofaen… hvilket resulterer i, at jeg har alt for meget tid til at sidde og kigge. Jeg ser hvert et støvkorn på gulvet, plet på vinduet, hvert et ufærdigt projekt og hver en kondisko smidt indenfor døren. Og stakkels D, når han smider sine ting på gulvet og ikke rydder op efter aftensmaden. Jeg kan blive så tosset.

For jeg er hjemme 300% mere end jeg plejer, så hvis det roder – så går jeg rundt i rodet. Og hvad værre er, så har jeg ikke altid hænderne fri til at gøre noget ved det. Og for mig er det en virkelig dårlig kombi :S

Alt er en fase..

Og nogle gange føles det som om, at der aldrig kommer overskud på kontoen igen. Men det gør der jo. Det ved jeg godt. Det her er den største omvæltning i vores liv, og det ville sku være mærkeligt, hvis det hele bare gik smooth fra første dag. Jeg. Skal. Bare. Give. Det. Tid.

Og trykke på PYT-knappen. Nogle gange er det bare som om, den er virkelig langt væk.

2 kommentarer

  • Julie

    Jeg er SÅ meget på dit hold i det barselsliv 😂 Spot on med op og nedtursdage 😳 Hvorfor glemmer vi dog bare altid de gode dage hvor baby sover de skide 3 lure og bare er glad! Hvorfor! 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe Trier

      I don’t know! Jeg håber virkelig, at min hukommelse har tænkt sig at være selektiv i forhold til barsel – ellers får vi jo sku ikke flere unger 🤣

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(Små)kager du kan bage direkte fra frys