8 år Mulle (i fast parforhold) – så ved man noget

Hvad har jeg lært efter 8 år i et fast forhold med ham her (og nu også bettefisen)? Faktisk en her del. Læs mine refleksioner her.

D og jeg har netop fejret 8-års-dag. Det fik mig til at reflektere over, om vi er blevet klogere i tiden løb. Hvilke hjørner har vi slebet af? Og hvilke vil vi nok for evigt file videre på? Og hvad kommer aldrig til at ændre sig?

Her kommer seks bud på områder, hvor vi det MESTE af tiden, er blevet klogere:

1. Han gør det ikke med vilje:… når han lader sine strømper ligge på sofaen, morgenmadsskålen stå på bordet, badeværelsesskabet stå åbent og sparker sine NikeFree af lige indenfor døren. Det ER faktisk ikke for at pisse mig af. Selvom jeg har sagt det til ham 1000 gange, at det irriterer mig, så ved jeg efter otte år, at ikke er i ond vilje. Han forsøger faktisk at gøre det – men det glipper ganske enkelt fordi, det ikke falder ham naturligt. DERTIL kommer, at jeg naturligvis er blevet opmærksom på, at jeg selv har lige så mange træls vaner, som irriterer ham… og som jeg heller ikke er helt af med efter otte år.
2. Vi skal ikke altid snakke om det – nogle gange skal jeg gå en tur: Da D og jeg begyndte at komme sammen, tænkte jeg, at vi altid skulle snakke alting til ende. Hver gang vi havde et skænderi, skulle der så at sige ”bindes en sløjfe” på det. I dag ved jeg, at der bare er dage, hvor vi ikke kan snakke os til rette. Hvor vores (mest mit) mindeset bare ikke er løsningsorienteret (læs: jeg er i dårligt humør). På sådanne dage er det bedre, at den ene går en tur fremfor at blive ved og ved og ved med at diskutere den samme ting. Så kan vi vende tilbage til snakken senere på dagen eller en anden gang.
3. Fælles drømme kræver arbejde: D og jeg har igennem årene gjort nogle crazy ting – taget til Hong Kong for at arbejde, rejst på fire kontinenter, bygget en bus om til en camper og for tiden sysler vi med en overbygning. Men fælles drømme kommer ikke uden arbejde og svære snakke om prioriteter (læs skænderier). For tiden diskuterer vi ”drømmehuset”. Inden, vi gik igang, forestillede jeg mig en hyggelig brainstorm-proces, hvor vi sammen byggede vores mentale drømmehus over to kopper espresso. Men vores mentale drømmehus er ikke ens – alt fra antallet af badeværelser til størrelsen på bryggers og hvor meget et køkken må koste er til debat. Men vil vi i mål med det – så skal vi tage snakken. Også selvom det ikke er hyggeligt hele tiden.
4. Vi skal vælge hinanden igen og igen: Livet er langt og ekskærester, gamle flammer og en pæn mand på gågaden kan forstyrre parforholds-harmonien. Da D og jeg fandt sammen, tænkte jeg tit, at der måtte være noget galt med mig og vores forhold, hvis jeg kunne have god kemi med en anden mand eller kiggede efter en på gaden. I dag er jeg klogere. Den slags er uundgåeligt – og nok bare et tegn på, at jeg stadig lever. Og sålænge jeg vælger D til og andre muligheder fra – så skal jeg ikke være bange for, at det slår revner i forholdet.
5. Forhold har faser: Det er ikke en fest at være i et fast forhold hele tiden – faktisk har jeg ofte tænkt, at det er meget lettere at være single – fordi du ikke hele tiden skal tage hensyn. I et forhold vil der være perioder, hvor man glider væk fra hinanden, ikke føler sig set og hørt eller bare syntes at den anden er piv irriterende. Heldigvis vil der også være perioder med total harmoni, kærlighed og følelsen af, at vi er de to heldigste mennesker i hele verden, fordi vi har hinanden. Vi må bare tælle til ti og håbe, at den dårlige periode snart er ovre – og prøve at huske de gode ting, når det hele er leverpostej og gråvejr.
6. Det er kun os, der kan bestemme, om vores forhold giver mening: Jeg var single det meste af mit liv, hvorimod mine søskende og veninder primært var i fast forhold. Da D og jeg så begyndte at komme sammen, spejlede jeg mig derfor meget i deres forhold – på trods af, at vi er meget forskellige mennesker og har fundet sammen i forhold på forskellige stadier i livet. Og de har fantastiske forhold. Men det nytter ikke noget at sammenligne. Den eneste, der kan bestemme om dit forhold giver mening er din kæreste og dig. D og jeg kan skændes fx vildt og blodigt og blive gale i skralden på hinanden – og sådan er alle parforhold ikke. Nogle mennesker ville hade den måde, vi gør tingene på og tænke, at sådan kan man da ikke leve. Men vi får det til at virke – og vi ikke vil bytte den anden ud. Og det er det eneste, der betyder noget.

En ting, jeg desuden har lært mig selv, er, at spørge mig selv: Hvornår har jeg sidst gjort noget for D, som HAN virkelig sætter pris på. Ikke noget, som jeg tænker, han BØR sætte pris på – som fx at jeg rydder op i hans tøjskab 😉 – men som virkelig har værdi for ham, og som han elsker. Det kan faktisk være skræmmende, hvor længe der kan gå imellem. Så jeg prøver, at blive bedre til at spørge – og ikke mindst gøre det.