DIY sengegavl

Peanutexpressen makeover 2,0

Sådan ser familie-camper-livet ud, når det er bedst. Billedet er taget lige ved Lønstrup.

Kalenderen viser sommer, og vi er ved at være klar til at stævne ud i vores selvbyggede camper endnu engang. Efter vores tur til Nordjylland er vi nu klar til at indtage Tyskland endnu engang! Og vi glæder os!

Jer der har fulgt med på Instagram ved, at vi har lavet en masse forbedringer – for vi blev en del klogere siden sidste sommer. Her var hele ideen at tage af sted med det basale, uden at bruge alt for meget tid på det, og så få nogle erfaringer, så vi kunne bygge det helt rigtige. Vi lavede faktisk en lille evaluering undervejs, hvor vi skrev ned, hvad vi ville lave om i år.

Hø hø… Okay her hvor vi er næsten færdige med anden omgang af byggeprocessen, må vi indse, at der ikke er noget, der er ”helt rigtig”. MEN vi har ikke desto mindre lavet en masse om, og det kommer der et lille overblik over nedenfor. Inden da vil jeg dog fortælle lidt om, hvordan processen har været – now you know 😉 Så vil du scrolle over den personlige del og gå direkte til forbedringerne så kig efter afsnittene, der er understreget og står med fed. På Instagram under stories kan du også se masser af små film fra processen.

 

Baby og ny arbejdsfordeling

Vores ombygning i 2019 var muligvis basal – men det krævede stadig en uges intens arbejde. Arbejde vi gjorde sammen. Side om side. Jo jo Dennis er jo bedst til strøm mv. men jeg kunne sagtens hjælpe med at lave skodder, sy puder, lave meder til sengen etc. I år har været markant anderledes. For det første fordi ombygningen har været meget mere omfangsrig og derfor krævet mere omtanke – men også pga. Holger.

Jeg har derfor stået mest med Holger og hus – og Dennis med bilen. Og det kunne godt fungere i 90% af tiden. De sidste 10% var vi utrolig misundelige på hinanden. Jeg ville ØNSKE, at jeg kunne finde ud af at lave strøm – og Dennis ville være mere sammen med Holger. Men der var ikke så mange andre måder at gøre det på 🤷🏻‍♀️ Det ville være lyv at sige, at det har været sjovt hele tiden – og der er fløjet grimme gloser gennem luften til tider. Heldigvis har det været efterfulgt af en god ferie – og så er ens hukommelse heldigvis så selektiv, at den primært husker de gode stunder.

 

Forventningsafstemning og tidsudmåling

Hvor lang tid tager det liiiige, at bygge sådan en bette bil om… well. Åbenbart altid længere tid end vi regner med. Dennis sagde, det ville tage to uger – så jeg tænkte, at det nok ville tage tre uger 😉 Det endte så med at tage næsen fire! Og det gav gnidninger undervejs. Jeg blev mere og mere utålmodig – hvilket ikke hjalp på Dennis produktivitet at have mig i øresneglen hele tiden som et femårigt barn alla: ”hvornår kører vi,” og ”er vi ikke snart færdige”.

At resultatet så har vist sig at fungere virkelig godt er så DÆLME godt -og så har det næsten været det hele værd. Men ja folkes – hvis I overvejer det, så sæt god tid af. Og aftal den håndfuld ting, om I vil have færdige inden i køre – og være ligeglad med resten. For man kan blive ved med at lave små ting om. Vi tog fx afsted med et halvfærdigt køkken uden hylder og bare med et par plastickasser fremfor hylder etc. etc. OG DET GIK FINT! Det skønne ved camping er jo, at man får det til at fungere!

 

Og her kommer så de faktisk forbedringer, vi har lavet:

 

Sådan ser isoleringspladerne ud. Hele bilen har kostet omkring 1000 kr at isolere.

Isolering – en fryd for lyd og varme

Første ting, vi gjorde, var at isolere bilen med ”lydskum” fra Bilttema. Vi pillede altså alt ned inklusiv loft og sidebeklædning. Udover at det reducerer støj i kabinen virkelig meget, så er det også med til at gøre det lettere at holde bilen kold om sommeren og varm om vinteren. Områder der især er vigtige er selvfølgelig omkring hjulkasserne mv. Og det behøver ikke være så kønt 😉 Bare det dækker!

 

Max opgradering med solceller og batterier

Vi vil gerne ”fricampe” noget mere aka opholde os i længere tid udenfor campingpladser. Men med vores gamle setup kunne det ikke lade sig gøre. Her havde vi kun ”batteritid” til 12 timer. Det vil sige, at ville vi lade telefoner, ure, babyalarmer op, have lys OG holde køleskabet koldt mv. så ville det kun kunne lade sig gøre i et meget begrænset omfang. SÅ i år har vi opgraderet MAX. Faktisk er det vores største investering på camperen nogensinde. Vi har nemlig installeret to solceller på taget og købt to litium-batterier. Så nu er vi VIRKELIG godt kørende aka. selvforsynende på strøm. Vi har også lavet om på den del af vores ”outputs” aka opladningssteder, som vi har fået flere af – blandt andet placeret på hver side af sengen. OG Dennis har lavet et panel, som viser status på batterier og opladning.

Her er vandhanen (lige ved siden af kontakterne til bilens lys). Al dims til den er også købt i Biltema.

Her kan I skimte vores nye og forbedrrede reol i kabinen! Det fungerede SUPER på turen til Nordjylland. Inden vi skar hullerne prøvede vi at definere, hvad hvert rum skulle indeholde.

Vandhane – ohh yes!

En af de ting, vi diskuterede (læs skændtes om) sidste år, var OM vi havde et behov for en vandhane. Jeg mente nej – Dennis sagde ja. I år har vi så lavet en med 12 liter. De er placeret i en beholder under mit sæde og hanen er lige ved døren, og skal drejes ud. Og jeg må indrømme, at Dennis havde ret. Det er MEGA rart at have vand lige ved hånden. Og det holder sig faktisk koldt under sæderne.

 

Max optimering af opbevaring

Sidste år var vi pressede på plads. I år har vi så Holger med. Og hans cykelvogn. Og babystol. Helt ærligt troede jeg ikke, at vi kunne være der. Men det kunne vi. Fordi vi har optimeret opbevaringen. Fx har vi fået udnyttet rummet over dækkene. Vi har også fjernet den luge, som der var på hylden over førerkabinen. Det har gjort det markant lettere at udnytte pladsen. Derudover har vi – på nøje mål – lavet store skuffer, som kan trækkes ud bag til. I stedet for at have 18 cm spildplads over cykelvognen har vi lavet to skuffer på 16 cm under det! Og det rykker helt vildt. En sidste ting er, at vi har købt nye stole. De gamle var super komfortable – men de fyldte utrolig meget. De to nye vejer 2,4 kg tilsammen og fylder meget mindre.

 

Tagvindue med lys frisk luft

Sidste år havde vi det.. varmt i bilen om natten. Derfor har vi sat et tagvindue i – OG SKÅRET HUL I TAGET! Meget nervepirrende proces. Til dem, der overvejer det, kan jeg sige, at vi har brugt fugemasse købt i en maritim-butik… og køb rigeligt! Vinduet er købt hos Billigcamping.dk

Udover at vinduet giver luft og lys, så er der også en indbygget lampe i! Så det er win, win, win. Og det har vist sig at virke på vore tur rundt i Nordjylland. Den endelige prøve skal dog stå, når vi skal syd på. Så må vi se, om det er nok.

 

Træ-paneler i kabinen og stofbeklædning

Den måske største ”fysiske” forandring i bilen er al det træ, vi har fået ind. Vi – og her mener jeg primært Dennis 🤣 – har skåret træpaneler ud OG LOFT! Hvilket ikke var nogen let opgave. Selvom man tror det, så er sådan en bil faktisk ikke fuldstændig symmetrisk. Så det har kostet blod, sved og en del skænderier. Pladerne har været inde og ude 1000 gange! Men det har været det hele værd, for det ser dælens godt ud!! Og bilen føles mere som en camper. Desuden har vi beklædt en del af det med blåt møbelstof, hvilket faktisk var overraskende let at arbejde med.

 

Klapbord og mindre køkken

Sidste år havde vi et fast bord i kabinen. I år har vi lavet et bord, hvor pladen kan tages ned. Til det har vi brugt hyldeknægte. På den måde er det en del lettere at komme rundt OG vi kan frigive en del plads i kabinen. Vi er dog kommet frem til, at vi vil lave det om til et ”foldebord”, så det kan klappes yderligere sammen, når det hænger. Især fordi Holgers babystol fylder en del – og fordi vi faktisk ikke altid har brug for så meget bordplads.

 

En alt-mulig-reol i kabinen og mindre køkken

Sidste år oplevede vi igen og igen at vi skulle have tallerkner, bestik mv. fra køkkenet ind i kabinen… hvilket ikke er let, når dit køkken er tungt som et ondt år. Så i år har vi haft al service + kaffe, havregryn mv. inde i kabinen. Det har også betydet, at vi har kunne lave køkkenet en del mindre! Og istedet for at have det på ben, har vi lavet et beslag, så den kan hænge på den ene bagdør! Vi har bygget det i finer, så det vejer ikke særlig meget – så det er også let at slæbe med om foran bilen og lave mad der.

 

Markise – et kapitel for sig

Mit højeste ønske efter turen sidste år var en markise. Vi fik en gratis af Dennis storebror, som skiftede den ud, han havde på sin campingvogn. Den var godt nok for lang, men jeg tænkte ved mig selv – der er sikkert nogen derude, der har forkortet sådan en fætter før. Så jeg googlede. Og googlede. Og jeg fandt ikke et eneste indlæg. Men vi gik i gang – vi havde jo ikke så meget at tabe. Først satte vi skinnen på bilen. Dernæst klippede vi markisen til og gjorde den ren. Det helt store trick var at få den pose forkortet, som markisen hang i. Men det lykkedes. Og det har vist sig at være lige så skønt, som vi håbede på!

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY sengegavl