Uge 4 som gravid: Point of no return – graviditet here I come!

Da jeg blev gravid begyndte jeg at skrive dagbog. Både for at have minderne til engang senere i livet – men også for at behandle nogle af de følelser, som jeg ikke helt kunne ventilere andre steder. Det hjalp at skrive dem ned. Og nu deler jeg dem med jer. Og fortsætter på bloggen i de kommende måneder.

Klokken var nok 16.20 den 13. marts.. jeg ved det, for klokken 16.25 har jeg et foto af Dennis med et stort smil og en graviditetstest. Han krammede og kyssede mig og kaldte mig mor-Signe. Jeg græd lidt. Af glæde. Og fucking frygt. Jay. Shit. Jay. Shit. Shit. Shit. Baby.

Jeg har aldrig været ”mit livs mål er at blive gravid” typen… men jeg har altid vidst, at jeg vil have børn. Men i det øjeblik så jeg mit liv – som jeg kender det – forsvinde. Ud i et uvist blur af strækmærker, mindre tid, andre prioriteter, barsel, gylp og et uoverskueligt pensum af ting, som jeg ikke ved omkring tigerspring, barnevogne, ost jeg ikke må spise etc. etc. Jeg følte et tab af kontrol som aldrig før – og oveni et kæmpe ansvar. Samtidig var der en stemme i mit hoved, som fortæller mig, hvor stort et privilege det er, at kunne blive gravid. Især taget i betragtning af, at jeg nærmer mig de 34 somre. I other words… rimelig blandede følelser. Rimelig heftig kombi, skal jeg hilse at sige! Fra lykkerus til total frygt og usikkerhed.

Jeg har brug for en livlinje

Cirka 16.40 sad jeg i bilen på vej til polterabend-planlægning. Det var en god afledning. Havde jeg fået lov til at overtænke det hele mere lige der, var min hjerne brudt sammen. I stedet ringede jeg til min barndomsveninde i bilen og fortalte hende det. Hun blev selvfølgelig vildt glad på mine vegne. Og jeg gengældte det. Først – for det er jo ligesom forventet. Men så kom det:

”.. jeg ved godt, at det var det her, vi ville. Men jeg kan ikke heelt overskue det. Og jeg synes, at jeg bør være mere glad. Mere glad end jeg er. Lige nu er det hele bare total overvældende. Faktisk lidt for meget.”

Og her er det, at jeg er heldig. Med min veninde. For hun sagde: ”Signe det hele skal nok gå. Du har 9 måneder – det er lang tid. Og jeg lover dig – det hele skal nok gå.”

En semi-følelse af ro lagde sig over mig, da vi lagde på. Min veninde er meget klog – og har ofte ret. Så jeg tog hendes ord for det, fokuserede på det positive og forsøgte at gemme al tvivlen væk. Det gik.. nogenlunde.