Uge 20 som gravid: Tanker før og efter misdannelsescanning

Før: Om 12 timer ved jeg, om Peanut (vores navn for baby) har det godt. Og om jeg skal have en dreng eller en pige. Mine tanker omkring scanningen er gået i to baner.

Lige efter 12-ugers scanningen kredsede mine tanker meget om kønnet – om min egen usikkerhed i forhold til, hvad jeg har lettest ved at forestille mig. Jeg har klart lettest ved at forestille mig en pige. Måske fordi jeg selv er en pige – og derfor bedre føler, at jeg kan forholde mig til en piges liv og faser (hvilket jo er noget pjat – piger er også forskellige – men sådan har jeg det altså). Og fordi min storesøster M har to piger – og hende har jeg altid spejlet mig i. Det virker bare lettest – sådan lige til højrebenet agtig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan lære at lege med Nijago, hvis vi får en dreng – men ja for mig virker det, at forestille mig at få en pige, bare oplagt.

Men så gik tankerne i en anden retning.

I stedet begyndte de at kredse om det faktum, at det hedder en ”misdannelses-scanning” og ikke en ”køns-scanning”, som det bliver kaldt i folkemunde. Det er ikke en for sjov scanning. Peanut er nu bagt færdig – og skal ses efter. Det er pine møg mega meget alvorligt. Ud med køn – ind med bekymring. Min mave er ikke så stor – men ifølge Sundhedsstyrelsens gravid-app er Peanut nu hele 220 g! Det er jo næsten fem Snickers! Men nu når jeg ikke er så stor – er Peanut der så stadig? Det er mystisk at bære rundt på en baby men ikke vide sådan VIRKELIG vide, at den er der. Udover at jeg nu har top-mave og kæmpe bryster. Bum bum. 11 ½ time – wish me luck folkens!

Efter:

Fucki en dag. Op og ned af følelses-karusellen + gravid-hormoner på speed +nervøsitet = et stk rimelig presset mig. Fik endda formået lige at piske en stemning op med D inden, vi skulle afsted til scanningen. Fuck mig. Men altså – det er altså virkelig, virkelig stort.

Og alt gik godt.

Baby smuttede rundt og havde det her helt, helt perfekte lille ansigt og næse og små fingre. Pludselig forstår jeg, hvordan forældre kan være så blinde overfor deres egne børns fejl – for hvis den følelse, jeg fik, da jeg små billederne, varer ved – så ER mit barn jo et vidunder. D var selvfølgelig med – og at se ham, se baby var virkelig stort. Nogle gange kan jeg godt føle mig ensom, fordi han ikke kan forstå, hvordan det er at være gravid. Men i dag var det ham, mig og baby!

Glemte kønnet

Tords mine indledende tanker omkring køn, så endte det faktisk med ikke at fylde særlig meget. Faktisk tænkte jeg ikke på det før sygeplejersken spurgte. For det fylder virkelig meget, at hun skal tjekke hele Peanuts krop igennem og jeg holdt vejret flere gange. Og så fik vi det af vide. Det er en dreng. JEG SKAL HAVE EN SØN! D OG JEG FÅR EN SØN. ET ER JO CRAZY SHIT. Faktisk fattede jeg det slet ikke. Så da jordmoderen sagde: tillykke med ham, sagde jeg – med hvem 😂 Men nu går jeg rundt og siger det højt for mig selv.

Resten af dagen har dog været crazy. Jeg er helt helt flad og træt og udmattet. Og følelserne slår som bølger mod en strand, er jeg bange for. Og D er stranden. Lykke det ene øjeblik – total udmattelse og sammenbrud det næste. Fucki det er crazy – vi skal have en søn.